Om Baglandet
Baglandet Vejle er et mødested og rådgivningstilbud for dig, der er eller har været anbragt uden for hjemmet. Hos Baglandet Vejle får du mulighed for at udbygge dit netværk og møde andre med den samme baggrund som dig. Alle har nemlig brug for et bagland – men hos os er det ikke blodets bånd, der binder. Du kan se alle vores tilbud i menuen øverst. Alle vores tilbud er gratis.
I Baglandet Vejle møder du blandt andet vores leder, Svend, der selv har været anbragt uden for hjemmet og derfor har en særlig indsigt i, hvilke udfordinger det kan føre med sig. Vi har til huse i nogle hyggelige lokaler på Gunhilds Plads i Vejle C. Her bliver du inviteret indenfor i hjemlige omgivelser, hvor der er mulighed for at deltage i mange forskellige aktiviteter og være sammen med andre “Baglændere”.
I Baglandet Vejle har vi nogle traditioner, som bidrager til den fællesskabskultur vi sammen har opbygget i huset. Du kan fx være med til at bestemme menuen, hvis du har/lige har haft fødselsdag. Alle “Baglændere” laver deres eget personlige krus/glas, som de bruger, når de er her. Derudover markerer vi også højtider såsom påske, jul og Sankt Hans i vores aktiviteter og madlavning.
Baglandet i Vejle har eksisteret siden 2010. Vi kalder os Baglandet ud fra et ønske om at være en del at dit netværk i en kortere eller længere periode. Du skal ikke have en henvisning for at komme i Baglandet. Da vi ikke er et kommunalt tilbud, foretager vi ingen registrering eller lignende. Hvis du har lyst til at benytte dig af vores tilbud, skal du ikke holde dig tilbage med at kontakte os for en uforpligtende samtale. Læs mere under kontakt.
Vigtigt: Baglandet er stof- og alkoholfrit tilbud, hvor det skal være rart for alle at komme. Du kan derfor ikke komme i Baglandet, hvis du har et aktivt misbrug eller en destruktiv social adfærd.